Karlskov Friskole har rejst sig

Keld Lisberg Johansen

31/01-2003

KARLSKOV: Fredag (30.03) kunne en masse stolte initiativtagere se produktet af deres store anstrengelser gennem det sidste års tid: Den nye Karlskov Friskole holdt rejsegilde. Undervisningen i den meget specielle ottekantede bygning begynder til første august.
På Karlskovegnen – lige på grænsen til Billund kommune - er den kommende friskole blevet et symbol på egnens sammenhold. Friskolen har også vakt opmærksomhed over store dele af landet, hvor man har planer om friskoler. Derfor tager skolens formand, Karl Andreassen rundt i hele landet og holder jævnlige fordrag om projektet. Han har været nødt til et begrænse foredragsvirksomheden til én dag om ugen.
Projektet omkring Karlskov Skole blev skabt, da Give Kommune i år 2000 annoncerede, at de små kommuneskoler i Langelund ville blive nedlagt.
- Vi forældre i Karlskov syntes ikke, at udsigten til 28 børn i klassen, rationel skoledrift, ekstrem lang skolevej og adskillelse af skole og børnehave var særligt inspirerende, siger Karl Andreassen. Vi måtte altså se os om efter alternativer og dannede altså en friskole, forklarer formanden.
Opbakningen var fra begyndelsen massiv. Så i december sendte den nystartede skoleforening et tilbud til kommunen om at købe den gamle skolebygning i Karlskov for 2,5 millioner.
- Det ville kommunen ikke. Derfor var vi nødt til at bygge selv, siger Karl Andreassen.
Kreditforeninger har ifølge skolens formand aldrig villet røre friskoler med en ildtang. Med et stort forarbejde og Vorbasse/Hejnsvig Sparekasse i ryggen lykkedes det imidlertid for første gang i Danmarks historie at få finansieret otte millioner kroner i kreditforeningen, fire millioner i sparekassen og tilsagn om lån på 400.000 i FriskoleFonden.
Foruden Give Kommune, får skolen også elever fra Billund og Grindsted og Egtved Kommuner
*
Specielt byggeri
Karlskov Friskoles ottekantede bygning er speciel ved at den giver mange kvadratmeter til relativt få kroner. Det kommer blandt andet af, at der er mere tag end ydermur, hvilket også betyder en god varmeøkonomi.
Skolen får heller ingen gangarealer. Bygningen består af ni klasseværelser på hver 64 kvadratmeter plus fire faglokaler af samme størrelse. Dertil kommer skolefritidsordning, lærerforberedelse, læreromklædning, lærerværelse, skolelederkontor samt depot og rengøringsrum. Som noget helt unikt er der 272 kvadratmeter balkon med grupperum samt 387 kvadratmeter aula og mediatek.
Det hele er placeret på grunden ved siden af den gamle Karlskov Skole. Via indsamlinger har lokalbefolkningen nemlig købt den skolebygning, Give Kommune før nægtede at sælge. Den indgår nu også i komplekset.





ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site